Blog Image

energi og klima

NOAH Energi og Klima

en blog om klimapolitik, klimaforskning, energipolitik, energiscenarier, lokal fælles energi m.v.

Intet til klodens fremtid eller klimaramte i Lima

Klimapolitik Posted on Sun, December 14, 2014 02:29:01

Det er nu blevet sent lørdag i Lima, og der er stadig ikke noget resultat af COP 20 – den 20 runde af klimaforhandlinger under FN. Der er en reel risiko for, at forhandlingerne ikke kommer til at levere noget resultat, men det mest sandsynlige er, at der kommer et meget svagt dokument, som ikke løser klimakrisen eller får løst nogle af de stridigheder, der er mellem parterne.

“Vi var dybt bekymrede for, at disse diskussioner ikke vil føre til et retfærdigt og ambitiøst resultat, mens vi fulgte begivenhederne i Lima i denne uge. Vores bekymringer har vist sig at være korrekte”, siger Jagoda Munic, formand for Friends of the Earth International.

En af de store emner i Lima har været spørgsmålet om støtte til udviklingslande. De fattigste lande har befolkninger, som allerede nu lider som følge af den globale opvarmning, selv om de ikke har bidraget til den globale hedetur. Regeringer i disse lande skal derfor afsætte en del penge til at tilpasse sig de klimatiske ændringer og betale for de skader som tyfoner, hedebølger, tørke og oversvømmelser forårsager.

Rige lande vil ikke forpligte sig på støtte til Syd

Derfor ønsker landene i Syd at de rige lande og de store historiske udledere af drivhusgasser støtter dem, når de skal omstille til renere energi, tilpasse sig til de klimatiske ændringer og betale regningen for de heftige klimaødelæggelser.

Industrilandene har givet et løfte om, at dette vil ske, men de ønsker ikke, at forpligte sig på denne støtte op til det endelige slutspil om en international aftale om klimaet, der efter planen skal vedtages i Paris næste år.

Samtlige verdens lande skal offentliggøre deres bidrag til aftalen i starten af 2015. Disse bidrag kaldes INDCs – Intended Nationally Determined Contributions- De rigeste lande ønsker imidlertid, at disse bidrag kun kommer til at handle om reduktioner af udledninger, mens de fattigste lande ønsker at landene ligeledes forpligter sig på støtte til klimakampen i det globale Syd.

Det betyder, at de fattigste lande kommer til at melde ud med deres bidrag om reduktioner af drivhusgasser uden at vide, om de får støtte til at føre dem ud i livet.

“Udviklingslandene skal bruge en masse penge på tilpasning og miljøødelæggelser, og derfor vil de ikke have penge til at reducere udledninger”, siger Meena Raman fra Third World Network.

Der var lørdag plenardebat om en ny tekst med meget svage henvisninger til støtte, men der var ikke konsensus om teksten. De fleste udviklingslande kritiserede stærkt, at støtteelementerne ikke kommer til at indgå i landenes bidrag.

Forhandlinger i hårdknude
Derfor arbejdes der nu lørdag aften på en ny tekst, der skal til en ny plenardebat, men med de dybe skel, der er her i Lima ser det meget sort ud for en aftale i Paris, der kan afværge de værste klimakonsekvenser.

Det til trods for, at der allerede nu er millioner verden over, der mærker konsekvenserne af en global temperaturstigning på 0.8 grader. Verdens forhandlere har en målsætning om at holde stigningen under 2 grader i dette århundrede, hvilket naturligvis vil betyde endnu værre forhold for de klimaramte og endnu flere klimaramte.

En mekansime, der skal sørge for støtte til udviklingslandene for klimaødelæggelser, blev ligeledes diskuteret heftigt i lørdagens plenardebat. Den var ude af teksten, der blev diskuteret, og det var mange fattige lande meget utilfredse med.

Vejen fra Lima til Paris er altså rigtig lang. De sidste 14 dages forhandlinger har ikke gjort den lettere.



Filippinernes tyfon blæser også i Lima

Klimapolitik Posted on Sun, December 14, 2014 02:18:00

For tredje år i træk blander en filippinsk tyfon sig i diskussionerne ved FN’s klimaforhandlinger. Denne gang var det ikke så slemt som sidste år, da Haiyan skabte en katastrofe i det østasiatiske ø-rige.

Denne gang er det Hagupit, der blæste over Filippinerne. De voldsomme vinde nåede helt til Lima, hvor der har været flere manifestationer, der kobler det vilde vejr sammen med klimaændringerne.

“Vi vil have solidaritet, ikke sympati”, lød budskabet i en manifestation i klimaforhandlingernes første uge, hvor Friends of the Earth-aktivister deltog.

Vi bliver ramt i en grad der ikke er set før

Sidste år blev den filippinske klimaforhandler Yeb Sano kendt for at indlede en sultestrejke på åbningsdagen for COP 19-forhandlingerne i Warszawa. Filippinernes forhandler var frygtet blandt de rige lande, da han virkeligt gik ind til forhandlingerne med entusiasme og hjerteblod.

I år er han imidlertid ikke til stede. Filippinerne er samtidigt blevet langt mere tilbagetrukket i forhandlingerne, lyder det fra personer, der følger forhandlingerne tæt. Flere NGOer undrer sig over Yeb Sanos manglende tilstedeværelse og Filippinernes ændrede tilgang.

Men Lidy Nacpil fra Jubilee South Africa Pacific, der selv er filippiner, holder sig bestemt ikke tilbage med den bidske kritik.

“Vi må presse dem til handling, for på egen hånd er det meget klart, at de ikke vil gøre, hvad de burde gøre”, siger hun om forhandlerne på et pressemøde ved klimaforhandlingerne i Lima.

Hun forklarer, at de voldsomme tyfoner rammer i et omfang, der bliver hyppigere og voldsommere.

“Normalt bliver vi ramt af regelmæssige tyfoner i Filippinerne, men i de sidste år er vi blevet ramt i et omfang, som vi ikke har set før”, siger hun.

Temperaturen er nu steget med 0.8 grader siden industrialiseringen tog fart i midten af 100-tallet. I de internationale FN-forhandlinger arbejder man med en målsætning om ikke at lade temperaturstigningen overstige 2 grader i dette århundrede. Mange af de mest klimaskrøbelige lande ønsker imidlertid, at den globale temperatur ikke skal stige mere end 1.5 grader.

“Vort folk kan håbe på en stabilisering af temperaturstiningen på 1.5 grader, men vi kan allerede se, hvad der sker med en stigning på 0.8 grader, så med 1.5 grader vil det blive meget værre”, fortæller Lydi Nacpil.

Hun ønsker, at landene vedtager en aftale med en retfærdig fordeling af byrderne, således at de rige lande påtager sig den største forpligtelse og støtter u-lande i deres omstilling og tilpasning til de klimatiske ændringer.

“Der er kun få år tilbage til at handle. Vi håber, at de vil vågne op snart”, siger hun.

Utilstrækkelig aftale

Mange NGOer forventer allerede nu en utilstrækkelig aftale, der ikke kan holde de globale temperaturstigninger i snor, og uden den nødvendige støtte til udviklingslande.

Fredag var der på den sidste dag ved forhandlingerne en “lie-in” lige ved siden af indgangen til de to store plenarsale, hvor forhandlingerne foregår. Omkring 100 mennesker lagde sig pludseligt ned på jorden, mens fotografer og journalister omringede dem.

Her var bl. a. en taler fra Filippinerne med en tidlig negativ bedømmelse af forhandlingsrunden i Lima.

“Regeringer har under FN’s Konvention svigtet os i 20 år, og her i Lima svigter de os igen” sagde han.

COP 20 slutter officielt fredag, men her sent lørdag er forhandlingerne stadig i gang. Og parterne er meget, meget langt fra hinanden.



Friends of the Earth med i Latinamerikas største klimamarch

Klimapolitik Posted on Thu, December 11, 2014 17:16:11

20.000 mennesker var på gaden i Lima for at få verdens nationer til at indgå en klimaaftale, der er ambitioøs, fair og tilstrækkelig. Det var samtidigt international dag for menneskerettigheder, så budskabet var, at menneskerettigheder og klimaforandringer hænger sammen.

Friends of the Earth advarer om, at de lande og befolkninger, der har bidraget mindst til at forårsage klimaforandringerne, bliver hårdest ramt.

Den manglende handling fra rige nationer ved FN’s klimaforhandlinger er skandaløs, og rammer de mest skrøbelige lande og lokalsamfund, der lider på grund af klimakrisen. Dette er klimauretfærdighed”, siger Jagoda Munic, formand for Friends of the Earth International.

Friends of the Earth med i marchen

Friends of the Earth deltog med folk fra alle landes regioner. Der var flotte bannere, t-shirts og klistermærker mod REDD+ og for systemforandring frem for klimaforandringer.

Marchen startede ved Folkets Klimamøde, Cumbre de los pueblos, i parken Parque de las Exposisión i det centrale Lima. På turen gennem Limas gader kunne man se mange forskellige grupper med flag, bannere og udklædning på vej til marchen.

Der var allerede et stort opbud ved marchens start tidligt på dagen. Oprindelige folk, fagforeninger og mange andre dannede en lang menneskekæde gennem parken.

Det er forår i Lima, og det var bagende varmt på dagen. Alligevel var der ikke de store problemer i forbindelse med den fredelige manifestation i Limas ekstremt trafikkerede gyder, stræder og avenuer. Marchen varede omkring et par timer, inden man nåede Plaza San Martin, der var marchens endemål.

Klima og menneskerettigheder hænger sammen
Der er altså sendt et budskab til verdens ledere om at tage klimakrisen alvorligt og handle derefter.

“Lande med historisk ansvar for klimakrisen må holdes til ansvar for at nægte millioner af klimapåvirkede mennesker i skrøbelige nationer”, siger Ricardo Navarro fra Friends of the Earth El Salvador.

“Der er nok grundlag for at konkludere, at reduktioner af udledninger af drivhusgasser og finansiel kompensation er menneskeretforpligtelser, og at mangel på handling af ansvarlige nationer er en krænkelse af menneskerettigheder”, fortsætter han.

I dag torsdag fortsætter forhandlingerne i LIma. De er officielt sat til at slutte fredag, men det kan meget nemt blive lørdag eller søndag før forhandlerne når til enighed om et udfald.



Ny tyfon i Filippinerne – Hvor er Yeb Sano?

Klimapolitik Posted on Sat, December 06, 2014 21:24:19

Mange husker måske Hayian – sidste års voldsomme tyfon, der ramte Filippinerne lige da klimaforhandlingerne i Warszawa begyndte. Måske husker mange også Yeb Sano. Han indledte klimatopmødet med at opfordre klimabenægtere til at besøge sit hjemland, og erklærede en faste gennem de to uger lange forhandlinger.

Nu her knap et år senere er en ny tyfon på vej ind over det asiatiske ø-rige. Det foregår igen i et sammenfald med de internationale klimaforhandlinger, men denne gang er der ingen Yeb Sano til at kræve handling på baggrund af katastrofen.

Derfor spørger mange her ved klimaforhandlingerne: “Hvor er Yeb Sano?”

Der er ingen tvivl om, at de udviklede lande havde stor respekt for ham

“Filippinerne er et af de radikale lande i klimaforhandlingerne. De bliver ved med at råbe op om de rige landes ansvar, og mange forhandlere fra de rige lande vrider sig nok i stolene, når Yeb Sano tager mikrofonen”, skrev Mattias Söderberg fra Folkekirkens Nødhjælp i et blogindlæg sidste år om Sano.

I år har Filippinerne med en ny chefforhandler indtaget en langt mere tilbagetrukken rolle.

“Sidste år var Fillipinerne og Yeb Sano meget aktive og engagerede. I år er Filippinerne musestille”, fortæller Asad Rehman, klimarådgiver ved Friends of the Earth International, der følger forhandlingerne tæt.

Der er ikke nogen smoking gun, men mange spekulerer i, om Filippinerne er blevet presset til at undlade at sende den skrappe Sano, der krævede handling for klimaet – ikke mindst af de rigeste lande.

Tyfonen Hayian var sidste år en gigantisk katastrofe, der dræbte 7350 mennesker og gjorde langt flere hjemløse. I år håber filippinerne, at Hagupit – der hastigt nærmer sig – ikke er lige så slem. Og at fremtidige tyfoner ikke vil være langt værre.



Klimakrisen kræver nyt energisystem

Klimapolitik Posted on Fri, December 05, 2014 22:45:48

Det nuværende energisystem er en trussel mod kloden, efterlader millioner af mennesker uden adgang til energi og skaber konflikter og vold.

Det er Friends of the Earths budskab på den såkaldte “Internationale Energi Dag” – udnævnt af International Energy Agency.

Det sker mens verdens fremmeste klimaforhandlere er samlet i Lima for at forsøge at finde en international løsning på de stigende globale temperaturer.

Energi, som den produceres og forbruges i dag, er en af de største årsager til klimakrisen. Derfor er en transformation nødvendig, hvis jorden ikke skal koge over.

Og der er en omstilling på vej i det internationale energisystem, men det går alt for langsomt. Ved et pressemøde i dag opfordrede Friends of the Earth International til, at verdens regeringer skubber mere på for forandring.

“Vi må bevæge os væk fra beskidt energi fra store multinationale virksomheder, der forurener og skaber problemer for lokalbefolkning, mod et system baseret på ren og vedvarende energi i hænderne på lokalsamfund”, siger Godwin Oyi Ojo fra Friends of the Earth Nigeria.

“Vores energisystem med store multinationale forurenere skaber konflikter og vold. Samtidigt skaber den manglende adgang til energi store problemer i Syd”, fortsætter han.

Manifestation ved COP 20

Friends of the Earth og ligesindede organisationer var i dagens anledning samlet på den centrale plads ved COP 20-arenaen i Lima.

De havde medbragt en række bannere og skilte, der både illustrerede problemet og løsningen: den beskidte energi baseret på store virksomheders profit, og den rene, vedvarende administreret af lokalsamfund.

“Energi burde være bæredygtigt og energi burde være i lokalsamfundenes hænder”, sagde Mailka Peyraut fra Friends of the Earth France ved arrangementet.

“What do we want – Community power”, blev der råbt.

Forsamlingen blev hurtigt omringet af fotografer og tv-kameraer. Seancen varede omkring 15 minutter.

Små positive tiltag, men det går for langsomt

Der er imidlertid allerede små, spredte eksempler på, at der sker noget positivt på området rundt omkring i verden.

“Der sker forskellige positive ting i Afrika, i Asien og i Europa. I Danmark, i Sverige og i Spanien”, sagde Susann Scherbarth fra Friends of the Earth Europe.

Desuden er den afrikanske gruppe ved de internationale klimaforhandlinger kommet med et udspil, der kan hjælpe med at skubbe verden i den rigtige retning.

Afrikanerne kræver støtte til vedvarende energi og energiforsyning ejet af lokalsamfund. Det skal ske gennem en global strøm af midler fra rige lande til Syd.

Pengene skal komme fra den kulstofgæld, som landene i nord har opbygget med massive udledninger, forklarede Godwin Uyi Ojo på ved manifestationen.

“Leave the coal in the hole, leave the oil in the soil, leave the tar sands in the sands”, blev der råbt ved demonstrationen denne fredag eftermiddag.

“System change, not climate change”, var et andet slagord før de 20 aktivister langsomt spredte sig for alle vinde.



Japan støtter kulkraft med klimapenge

Klimapolitik Posted on Thu, December 04, 2014 05:05:52

Klimaforhandlingerne i Lima er nu for alvor i gang. Og det er sket med en skandale.

Tirsdag blev det nemlig afsløret, at Japan har investeret i et indonesisk kulkraftværk med midler øremærket klimafinansiering.

Japan er en af de største bidragsydere til mekanismen for klimafinansiering, der skal støtte udviklingslande i kampen mod klimaforandringer.

Den asiatiske ø-nation har for nyligt lovet at punge ud med 1.5 milliarder dollars til Den Grønne Klimafond. Desværre er der stor risiko for, at disse penge kan gå til at forværre klimakrisen. I 2010 investerede Japan nemlig omkring 1 milliard dollars i et indonesisk kulkraftværk med midler afsat til klimafinansiering.

“Dette demonstrerer den mangel på alvor, som nationer anvender for at slippe af med deres afhængighed af beskidt energi. Klimaløsninger bør ikke være et spørgsmål om at udskifte beskidt energi med en anden form for beskidt energi”, siger Asad Rehman, klimarådgiver ved Friends of the Earth.

Demonstration på COP 20

Afsløring kom på andendagen af FN’s klimaforhandlinger, der denne gang foregår i Lima. Onsdag var Friends of the Earth på barrikaderne ved et af de store plenarrum ved forhandlingerne med skilte og bannere.

“Stop Funding Dirty Energy”, kunne man læse på både engelsk og japansk.
Demonstrationen fik stor opmærksomhed fra pressen, hvor bl.a. peruviansk tv var til stede.

Friends of the Earth holdt senere på dagen en pressemøde.

Et af de store problemer med klimafinansieringen er, at der er meget vage retningslinjer for, hvad der kan tælle med under betegnelsen, hvilket Japans finansiering af kulkraft tydeligt illustrerer.

foto: (c) Luka Tomac

Klimaretfærdighed

Det har været meget varmt i Lima de seneste dage, og solen har været på. Jeg har fået at vide, at det er en af de sjældne perioder, hvor man rent faktisk kan se solen bag smoggen i Limas lettere kaotiske hovedstad.

Klimaforhandlingerne er på mange måder også kaotiske. Det er nogle lange dage med mange forskellige arrangementer og møder.

Friends of the Earth deltager bl.a. i møder med et netværk af andre organsationer omkring klimaretfærdighed. Møderne bliver brugt på at tale om fokuspunkter og aktioner ved COP’en.

En særlig bekymring er, at de rigeste lande tilsyneladende igen ønsker at løbe fra deres løfter til de fattigste lande om støtte i kampen mod klimaændringer.

De rigeste lande går efter en klimaaftale i Paris, hvor kun reduktioner af udledninger indgår, mens konkrete løfter til lande i Syd placeres i et ikke-bindende og ikke forpligtende non-paper. Mere om dette senere.



Følg med i klimaforhandlingerne i Lima her

Klimapolitik Posted on Mon, December 01, 2014 02:45:39

Jeg er netop ankommet til Lima, hvor jeg vil rapportere fra den 20. runde af klimaforhandlinger under FN, der denne gang foregår i Perus hovedstad.

De foregående tyve forhandlingsrunder har ikke bragt verden tættere på en løsning af klimakrisen. Hver eneste rapport fra FN’s Klimapanel kan konkludere, at det går stærkt den forkerte vej.

Nu stiler man efter en international aftale i 2015, der skal erstatte Kyoto-protokollen. Diskussionerne i Lima skal dermed bruges til at tale de sidste knaster af vejen før denne aftale kan underskrives i Paris, men der er pænt mange uenigheder.

Jeg bor på et hyggeligt, ydmygt, men stemningsfuldt hotel i Lima, hvor det meste af delegationen fra Friends of the Earth holder til. Der var fest i gaden udenfor i går kunne man tydeligt høre, og denne morgen var der hanegal.

I dag søndag holder Friends of the Earth strategimøde inden forhandlingerne begynder i morgen.

Friends of the Earth er blandt de organisationer, der er meget skuffede over verdens lederes ambitionsniveau.

“Hvis man kigger på de tekster, som vores regeringer skal forhandle i Lima, kan man se, at den klimaaftale, man planlægger næste år kan vise sig at blive i bedste fald virkningsløs. De må stramme op omgående. Rundt omkring i verden betaler mennesker og samfund allerede prisen for klimakrisen med deres liv”, siger Dipti Bhatnagar, rådgiver for klimaretfærdighed og energi ved Friends of the Earth International.

Klimaændringer rammer allerede hårdt i udviklingslande

Rapport efter rapport har vist, at der er behov for fælles handling, hvis vi skal undgå katastrofale klimaændringer, der vil true os alle.

Men klimaforandringer mærkes allerede flere steder kloden over, særligt i fattige lande. Værtslandet Peru er en af de lande i verden, der er mest truet af klimaændringer.

Ifølge en opgørelse fra WHO er Lima byen med den værste luftforurening i hele Latinamerika. Længere oppe i Andesbjergene smelter gletsjerne i en alarmerende hastighed.

Et forskerteam beregnede i 2013, at is fra gletsjere, som det har taget naturen 1600 år at danne, er smeltet på blot 25 år. Det skaber bl.a. problemer med vandforsyningen, oversvømmelser og tørke.

En undersøgelse af Tyndall Centre for Climate Change Research konkluderer, at Peru er det land i verden, der er tredjemest truet af klimaforandringer, og det er som alle andre steder de fattigste og mest marginaliserede grupper, som rammes hårdest.

Peru burde derfor have god grund til at presse på for en ambitiøs klimaaftale.

Spørgsmålet er, om det er nok. Det er de store spillere og CO2-udledere, der skal handle for, at det batter noget.

De rigeste lande bør bidrage mest

Kina og USA har længe været fodslæbende i forhold til at bidrage til en reduktion af udledningen af drivhusgasser, men i november kom der overraskende et fælles udspil fra de to stormagter med konkrete løfter. Det er imidlertid langt fra nok for at holde temperaturstigningerne nede på et niveau, hvor vi undgår store omkostninger.

“Nogle observatører er meget positive omkring aftalen mellem Kina og USA, der blev indgået i november, men i virkeligheden gør alle de store forurenere, særligt de udviklede lande med USA i spidsen, alt for lidt for at løse klimakrisen. Alt tyder på, at vores regeringer mest fokuserer på falske løsninger på klimakrisen. Falske løsninger som kulstofhandel og offsetting må stoppes”, siger Dipte Bhatnagar.

Friends of the Earth International mener, at det er de rigeste lande, der må handle for at løse klimakrisen.

“Verdens rigeste udviklede lande har mest ansvar for klimaforandringer. De har udledt den største andel af de drivhusgasser, der er til stede i atmosfæren i dag, langt mere end deres retfærdige andel. De må omgående skære mest i udledninger og bidrage med flest penge, så lande kan dele ansvaret for at undgå klimaforandringer på en retfærdig måde”, siger Jagoda Munic, forkvinde for Friends of the Earth International.

Følg med i klimaforandringerne og Friends of the Earths arbejde ved COP 20 her.